23948sdkhjf

FDIH: En langsom webshop kan koste dyrt

Ny undersøgelse af 505 webshops afslører, hvordan de danske webshops performede under julehandlen – 35 % er for langsomme, og det koster salg.
- Som webshop er det vigtigt, at du hurtigt og let kan give dine kunder adgang til information og produkter. Du har faktisk kun 2 sekunder til at åbne døren til din webshop, før mange af dine onlinekunder vil vende om og gå, og det er der mange webshops, der ikke lever op til, og det koster salg, siger Jesper Helbrandt, direktør i Digicure og fortsætter:

- Undersøgelsen viser, at FDIHs medlems-webshops har styr på søgemaskineoptimering, men hastigheden og ”nedetiden” kan blive bedre.

Julehandlen er den vigtigste salgsperiode for mange webshops. Ny undersøgelse fra Digicure og FDIH analyserer 505 webshops (alle medlem af FDIH) og afslører, hvordan de performede under julehandlen.

Krav til webshoppens hastighed og tilgængelighed
- Konkurrencen på nettet er hård, og udenlandske konkurrenter trænger sig mere og mere på. Det er derfor vigtigt, at din webshop er konkurrencedygtig på hastighed. I sidste ende kan en langsom webshop have betydning for, om det er dig, der får kunden, eller om kunden vælger at lægge sit køb i en anden indkøbskurv, siger Annette Falberg, adm. direktør i FDIH og fortsætter:

- Alt for mange webshops har begrænset overblik over, hvad der teknisk sker på webshoppens sider samt sammenhængen mellem hastighed og webshoppens indhold. Med Digicures undersøgelse får vi klart svar på, hvor og hvordan danske webshops kan minimere ventetiden og dermed øge webshoppens hastighed og tilgængelighed.

Mad og vin – den hurtigste branche
Branchen ”Mad og vin” skiller sig ud fra de øvrige brancher med en glimrende gennemsnitlig ventetid på 1,76 sekunder (den samlede ventetid fra klik på url til siden er downloadet færdigt). Digicures undersøgelse viser, at den gennemsnitlige FDIH-webshop har ventetider inden for 2 sekunder.

Selvom gennemsnittet overholder de gyldne 2 sekunder, har hele 35 % af de testede webshops ventetider på over 2 sekunder - den længste downloadtid er over 14 sekunder! Så der er stadig behov for optimering, vurderer Jesper Helbrandt.

En lav tilgængelighed kan være dyr
Det handler ikke kun om hastighed, men også om at være tilgængelig for kunderne. Er din webshop ikke det, kan det koste dyrt under fx kampagner og udsalg. Analysen af FDIHs medlems-webshops viser en gennemsnitlig tilgængelighed på 99,80 %. Hvis tendensen gentager sig over hele året, betyder det, at webshoppene er nede i flere timer om året!

- Når du har en webshop, har du åbent hele døgnet. Men undersøgelsen viser, at mange webshops har lukket flere timer om året, alene fordi kunderne slet ikke kan komme igennem, fortæller Jesper Helbrandt.

Branchen ”Mad og vin” fører på hastighed, men til gengæld er det den branche, der oftest er lukket og altså utilgængelig for kunderne.

De danske webshops har styr på søgemaskineoptimering
Webshoppene i undersøgelsen klarer sig godt, når det kommer til søgemaskineoptimering, viser Digicures undersøgelse:

- Webshoppene har godt fat i søgemaskineoptimeringen. En lille fil på websitet (en såkaldt Robots.txt fil) fortæller, hvilke områder af sitet, der skal være synligt i fx Google, Bing eller Yahoo. Søgemaskinerne krediterer hjælpen med denne fil med en højere søgerangering. Dét har samtlige FDIH-medlemmer gjort korrekt, konstaterer Jesper Helbrandt.

Om Digicures undersøgelse
Digicure har i samarbejde med FDIH lavet en række analyser af performanceniveauet blandt FDIHs medlems-webshops. Denne undersøgelse analyserer svartiden og tilgængeligheden på forsiderne af medlemmernes webshops og giver en status på webshoppenes søgemaskineoptimering.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095